søg i nyhedsarkivet


Ny bookingplatform for oplevelser


17-10-2014

En landsdækkende bookingplatform vil fra foråret 2015 samle danske turistprodukter ét sted.

Turister i Danmark får fra foråret 2015 et bedre samlet overblik over, hvad de kan opleve i Danmark, og mulighed for at booke oplevelserne på forhånd.

VisitDenmark står i spidsen for en ny, landsdækkende bookingplatform, der skal styrke dansk turismes konkurrenceevne, da stadig flere turister går online for at søge information og booke rejser og oplevelser.

”Det skal være meget lettere for turisterne at finde frem til og booke de mange gode oplevelser, som i dag findes lokalt i det danske turistland. Derfor går vi nu i gang med at skabe en landsdækkende platform, der samler turistoplevelser i Danmark, der kan bookes online,” siger Agnete Sylvest Jensen, chef for digitale medier i VisitDenmark.

Flere oplevelser online bookbare

”Vi håber, at det vil inspirere til, at man ude på de danske destinationer vil gøre mange flere oplevelser online bookbare, så vi sammen kan give flere turister lyst til at rejse til Danmark,” siger hun.

Flere destinationer er allerede begyndt at opbygge deres egne bookingsystemer. Den nye platform kommer til at bygge oven på disse systemer og vil dermed fungere som en paraply for både eksisterende og fremtidige systemer, så turisten kan gå ind ét sted og booke oplevelser og produktpakker på tværs af landet.

Bookingplatformen skal udvikles i et partnerskab mellem de lokale danske turistorganisationer og VisitDenmark, og der er i 2014 afsat 4 millioner kroner i regeringens vækstplan for turisme til projektet.