søg i nyhedsarkivet


VisitAarhus har fundet deres nye erhvervsturismechef


16-01-2015

16. februar tiltræder Allan Tambo Christiansen.

Aarhus har længe haft et ønske om at kunne vinde endnu flere internationale  konferencer især indenfor de vidensområder, hvor byen står stærkt. Det gælder blandt andet indenfor sundhedssektoren og fødevarebranchen.

”Vi trapper nu op med en særdeles stærk profil for at fortsætte den positive udvikling og styrke indsatsen frem mod 2020, hvor vores mål er at placere Aarhus i top 75 i verden og i top 50 i Europa, når det gælder internationale konferencer og kongresser”, siger Peer H. Kristensen, direktør i VisitAarhus.

Han skal gå forrest for at tiltrække flere danske og internationale kongresser til Aarhus og gøre byen endnu tydeligere på verdenskortet.

Allan Tambo Christiansen kommer fra en stilling som chefkonsulent ved Aarhus Universitetshospital. Her har han gennem en årrække oparbejdet gode internationale relationer. I sin nuværende stilling har han udviklet og afviklet internationale konferencer for Aarhus Universitetshospital og han kender derfor de udfordringer, der er forbundet med at opbygge tillid, der er en afgørende faktor for at vinde de internationale konferencer.

”Det kræver tid at opbygge internationale relationer, så folk tror på, at Aarhus kan magte opgaven som konferencedestination. Med Allan Tambo Christiansen får vi en mand med det rette kendskab til branchen og et godt internationalt netværk, således at vi fremadrettet kan positionere Aarhus og tiltrække  konferencer indenfor blandt andet ’light science’ (sundhedssektoren)”, siger Peer H. Kristensen.

Læs mere om VisitAarhus