søg i nyhedsarkivet


Velkommen til den nye kollega


24-01-2014

At lave en god introduktion for nye medarbejdere er en investering i fremtiden.

 Af Hilde Breum, Videnpilot/Cand.soc

Karrieretip skrives på skift af forskellige eksperter fra rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Asnæs & Vangstrup.

Jeg talte for nylig med min veninde, der lige var blevet ansat som vikar på en cafe. Hun havde i flere dage glædet sig til det nye job, og endelig var hun blevet kaldt på sin første vagt. Men da jeg mødte hende til en kop kaffe efter vagten, var hun dybt frustreret.

Hun fortalte mig, at hun følte sig utilstrækkelig og ikke vidste, hvad hun skulle. Da hun mødte ind om morgenen, henvendte hun sig ved kassen og fortalte, at hun var den nye vikar. Hun blev stillet bag kassen, men fik ikke nogen forklaring på, hvordan maskinerne virkede. Da hun spurgte, hvordan man lavede kaffen, havde de ikke tid til at vise hende det, fordi der var mange kunder i kø.

Seks timer var gået med at kigge de andre over skulderen og føle, at hun gik i vejen. Hvad hun troede var et drømmejob, var nu blevet til en dårlig oplevelse. Hun overvejede lidt at blive væk fra næste vagt.

De fleste hoteller, cafeer og restauranter har virkelig travlt og det kan derfor være en stor udfordring få tid til at oplære nye medarbejdere. Men en god introduktion er en investering.

Når man formår at lave en god introduktion, vil medarbejderne falde hurtigere til og vil hurtigere kunne indgå i de daglige opgaver. På denne måde er det både i virksomhedens og medarbejderens interesse med en god introduktion. Men hvordan sikrer man en god introduktion?

Trinvis guide til modtagelse af medarbejder på første arbejdsdag:

  1. Vælg en oplæringsansvarlig, der har ansvaret for at tage i mod den nye medarbejder, vise ham/hende rundt og som medarbejderen kan gå til med spørgsmål. Det behøver ikke være en leder, der tager imod den nye medarbejder. Opgaven kan sagtens klares af den nyeste medarbejder, der samtidig kan huske, hvordan det var at være ny.
  2. Medarbejderen skal introduceres for sine nye kolleger.
  3. Udlever nøgler, personalehåndbog, personaletøj eller andet.
  4. Fortæl om kulturen i virksomheden og hvordan man er sammen på denne arbejdsplads. Hvilke forventninger er der og hvad er de uskrevne regler?
  5. Gennemgå de forskellige arbejdsopgaver eller lav sidemandsoplæring, hvor den nye medarbejder oplæres af en erfaren medarbejder.
  6. Evaluering af første arbejdsdag efter endt vagt. Giv feedback på medarbejderens performance med udgangspunkt i de ting, som medarbejderen har været god til.
  7. Aftal hvad der skal ske på næste vagt, og hvem der er ansvarlig for den nye medarbejder, hvis den introduktionsansvarlige ikke er det.

Hvis min veninde havde fået sådan en velkomst på sin første arbejdsdag, havde hun i stedet for at føle sig i vejen, følt sig velkommen – og i stedet for at gå i vejen, kunne hun havde været til gavn.

Til refleksion:

  • Hvordan tager I imod jeres nye medarbejdere?
  • Kunne det være en ide med en oplæringsansvarlig på jeres arbejdsplads?
  • Laver i en kort evaluering efter første vagt?

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk