søg i nyhedsarkivet


Vejrø Gruppen dropper hoteldirektør


24-06-2014

Christian Deijenberg blev for fem måneder siden ansat som koncernhoteldirektør i Vejrø Gruppen. Nu er han fratrådt.

Vejrø Gruppen, som ejer og driver hotel på Vejrø og det nye Stella Maris-hotel i Svendborg, ansatte for blot fem måneder siden Christian Deijenberg (foto) som koncernhoteldirektør.

Nu er han fratrådt med øjeblikkelig virkning, erfarer Horeca-news.dk. Det samme er gruppens salgschef Lisbeth Bruhn-Hansen, der ligeledes kun har været ansat i kort tid.

Bag Vejrø Gruppen står Saxo Bank-stifter og milliardær Kim Fournais, som i 2005 købte Vejrø i Smålandsfarvandet og indrettede stedet til hotel.

Forretningsgange er ændret

Ifølge gruppens adm. direktør Jimmy Petersen sker de to fratrædelser som led i en strømlining af organisationen.

”Der er ikke længere behov for at have en koncernhoteldirektør. Vi har ændret på interne forretningsgange, så flere opgaver nu bliver varetaget af ledelsen på de to hoteller,” siger Jimmy Petersen til Horeca-news.dk.

Funktionen som salgschef kan også undværes, da hotellerne først og fremmes skal sælges på ”oplevelsen” – altså via anbefalinger fra tidligere gæster, forklarer direktøren.

Tocifret millionunderskud i 2013

Vejrø Gruppen fremlagde for nyligt et regnskab for 2013 med et underskud på 33 mio. kr. mod et underskud på 21 mio. kr. året før. Det negative resultat skyldes omkostninger til fortsat udbygning og udvikling af selskabets aktiviteter, forklares det i regnskabet.

Jimmy Petersen afviser, at der skulle være en sammenhæng mellem underskuddet og de to medarbejderes fratrædelse, ligesom han understreger, at der ikke er ændret på strategien eller planerne om hoteldrift både i Svendborg og på Vejrø.

Christian Deijenberg kom til Vejrø Grupen med mere end 25 års international erfaring fra ledende stillinger i hotelbranchen. I Danmark har han bl.a. arbejdet for Scandic og Hotel d’Angleterre.