søg i nyhedsarkivet


Resultatet af Young Chef 2014


07-11-2014

Forleden blev Young Chef-konkurrencen af Team Gastronomi Danmark afholdt på Hotel og Restaurantskolen.

Guldet gik til Anas Amin, Mikkel Kjølhede og Christina Sølvsten fra Teknisk Skole Silkeborg, sølv til Mathias Silberbauer, Daniel Christensen og Lars Said Korby fra Hotel- og Restaurantskolen København og bronze til Trille Hansen, Ivan Iversen og Stine Christensen fra Rybners Teknisk Skole Esbjerg.

Hvert hold bestod af både kokke og tjenerelever, og foruden ovennævnte skoler deltog der også elever fra Kold College i Odense, Food College Aalborg og EUC Vest Esbjerg.

Kokkeelevernes udfordring bestod i at lave en forret, en vegetarret, en hovedret og en dessert. Råvarerne til kokkeleverne var aborre og krabbe, skorzonerrødder samt ost til vegetarretten; fasaner og indmad fra and samt valnødder og karamel til desserten. Resten kunne frit vælges fra råvarebuffeten, der først blev afsløret på dagen.

”Det mest udfordrende var, at vi på forhånd kun kendte hovedelementerne, men ikke hvilke råvarer vi ellers ville få til rådighed. Vi var enige om at holde os til klassisk håndværk – at vores fundament skulle være på plads og der skulle være god smag i alle elementer” fortæller den ene af guldvinderne Mikkel Kjølhede.

Hver kokkeelev blev vurderet på retternes udseende, smag, match med vin samt på råvarehåndtering, mens tjenerelever blev vurderet på præsentation og værtsskab samt match mellem drikkevarer og mad.

Dommerpanelet bestod af:
Mikkel Maarbjerg (Kirk og Maarbjerg), Francis Cardenau (Le Sommelier), Anita Klemensen (Cottagerne), Lars Møller (Løgismose), Jacob Kocemba (Kocemba´s) som tjenerdommer mens Irina Bothmann (Spisehuset Rub & Stub) vurderede råvarehåndtering som hygiejne og bæredygtighed ude i køkkenet.

Læs mere på Team Gastronomi Danmark