søg i nyhedsarkivet


Provinsbyer skærper mødeprofilen


05-09-2014

Fynske og sydjyske byer sammen om projekt, der skal give flere tilbud til erhvervsturister.

En række byer i Region Syddanmark vil være bedre til at byde internationale konferencegæster velkommen og er derfor gået sammen om projektet Byernes Værtskab.

De otte byer og byområder skal hver især finde frem til, hvilke særlige oplevelser møde- og konferencegæster skal tage med sig hjem fra netop deres område.

”Vi vil gerne tilbyde en større palet af produkter til erhvervsturister. Hvert område skal have en gennemtænkt profil og et koncept, som vi kan trække på, når erhvervsturisterne kommer hertil,” siger Vejles turistchef Morten Damgaard, som står i spidsen for projektet.

De otte byer og byområder i projektet er: Middelfart/Fredericia, Kolding, Billund/Vejen, Nyborg, Odense, Svendborg, Vejle og Sønderborg. De har for nyligt afholdt workshops for at definere det særlige ved hver enkelt by.

Hver by skal også etablere et særligt beredskab for værtskab – en slags task-force, der er parat til at byde mødegæster velkommen og sikre det gode værtskab ved internationale konferencer og kongresser.