søg i nyhedsarkivet


Pauser er guld værd


15-08-2014

Pauser styrker medarbejdernes trivsel, relationer og evnen til at løse problemer.

 Af Gry Asnæs, partner, Asnæs & Vangstrup

Karrieretip skrives på skift af eksperter fra rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Asnæs & Vangstrup.

Det har for mange i branchen været en travl sommer. Der har været mange, lange og travle vagter, hvor at man har skullet møde gæsten med et overskud.

Når vi er meget ”på”, har vi brug for at tage nogle pauser og pusterum, hvor vi træder lidt tilbage og lader kroppen, tankerne og følelserne finde et roligt leje. Giver os selv lov til at holde midlertidigt fri uden at skulle forholde os aktivt til dette eller hint.

Arbejdsfunktionerne i branchen er fyldt med skift og afbrydelser. Vi skal konstant forholde os til nye situationer. Vi kan fylde vores dag så meget ud, at vi helt automatisk går fra den ene handling til den næste.

Alle mennesker har imidlertid brug for en pause i ny og næ for at lade op og give den service og kvalitet til gæsterne, som vi har sat os som mål.

  • Pauser er vigtige for medarbejdernes trivsel og præstation
  • Pauser er afgørende for, at der kan ske videndeling og innovation
  • Pauserne er der, hvor vi finder løsningen på et problem, og får vendt en problemstilling ved at tale med en kollega
  • Pauserne kan danne mere personlige relationer til vores kollegaer og dermed styrke  sammenholdet på arbejdspladsen.

Sammenhold er f.eks. vigtigt, når der opstår sygdom og kollegerne er nødt til at knokle hårdere for at nå i mål. Når der er sammenhold er det også sjovere at gå på arbejde, og man ønsker at komme tilbage igen efter sygdom, fordi man ved, at kollegerne har brug for en og savner en.

Når vi sætter fokus på pauser, er der både en individuel side, der handler om, hvad den enkelte vælger at gøre, og en kollektiv side, der handler om, hvordan I på arbejdspladsen har organiseret jer, og hvilken pausekultur I bevidst eller ubevidst har opdyrket.

Prøv at reflektere over jeres pausekultur:

  1. Har I organiseret jer på en måde, der fremmer en sund ”pausekultur”?
  2. Hvordan holder I pauser i de enkelte afdelinger?
  3. Har I en oplevelse af at holde de pauser, I har brug for?
  4. Er det forskel på pauserne for rygerne og ikke-rygere?
  5. Er der rart i de lokaler, hvor I har mulighed for at holde pause?
  6. Hvad er mulighederne for at holde pauser, uden at gå på kompromis med effektiviteten?
  7. Hvad vil I opnå, hvis medarbejderne får mulighed for at trække sig tilbage i korte perioder, når de har brug for det?
  8. Hvad forhindrer jer i at nå dette mål?

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk