søg i nyhedsarkivet


Nyt lufthavnshotel klar til åbning


30-09-2014

Fra i morgen 1. oktober får passagererne i Aalborg Lufthavn nye muligheder, når Aalborg Airport Hotel åbner for gæster.

I morgen onsdag 1. oktober 2014 åbner det nye Aalborg Airport Hotel og dermed opfyldes et længe ventet ønske i Aalborg Lufthavn.

”Det betyder meget for os at få et lufthavnshotel. Vi har passagerer fra store dele af Jylland og får mange forespørgsler fra kunder, der gerne vil booke værelse på et hotel i lufthavnen, så de kan overnatte her og gå direkte til et tidligt morgenfly. Det gælder både fritidsrejsende og forretningsfolk,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen til Horeca-news.dk.

En erfaren hoteloperatør

Det nye hotel med 64 værelser og restaurant etableres af Bühlmann-familien, som i forvejen driver blandt andet Best Western Scheelsminde i Aalborg og Hjorts Badehotel i Skagen.

”Det har været vigtigt for os, at få en operatør ind, som har stor erfaring med hoteldrift, og vi er meget glade for samarbejdet med familien Bühlmann,” siger Søren Svendsen.

Lej værelse med egen bil

Det nye hotel tilbyder en række services, som er målrettet den særlige kundegruppe af flyrejsende. Hotelgæsterne kan således tjekke ind og aflevere deres bagage i lufthavnen i op til 23 timer før afrejse, og der tilbydes morgenmad allerede fra kl. 04.30.

Man har også mulighed for leje et dagsværelse – altså uden overnatning – til en lavere pris, hvis man har brug for at trække sig tilbage inden den videre rejse. Og som en særlig service tilbydes ’sleep and drive’-pakker, hvor man lejer et værelse og en bil samtidig.

Aalborg Airport Hotel indvies ved en åbningsfest onsdag 1. oktober fra kl. 14-16.