søg i nyhedsarkivet


Nyt koncept på Molskroen


05-09-2014

Michel Michaud tog i denne uge over på Molskroen, som nu får et mere fransk – men samtidig mere afslappet – koncept.

Torsdag overtog Michel Michaud ledelsen på Molskroen, hvor han fremover har ansvar for den overordnede gastronomiske linje på både Molskroens gorurmetrestaurant og Strandhotellets Brasserie.

Sammen med Molskroens køkkenchef Lasse Paulsen vil Michel Michaud videreføre det høje gastronomiske niveau, som Molskroen er kendt for, med fortolkninger af det finere franske køkken.

Søren Winther er daglig leder af Brasseriet, som foruden fransk brasserie cuisine også tilbyder danske frokostretter og smørrebrød af høj kvalitet. Søren Winther står også i spiden for A Hereford Beefstouw, som siden april også har været en del af Molskroen Strandhotel.

Uformelt og hyggeligt

Menukortet på Molskroen vil fremover fokusere på råvarer som østers, pighvar, foie gras og tournedos, mens hummeren kan tages direkte fra hummerbassinet i restauranten. Derudover introduceres et nyt menukoncept med seks retter under navnet Molskroen Signature.

Stilen på Molskroen bliver fremover lidt mere afslappet, landlig og i øjenhøjde med gæsterne, lyder det fra den nye grand chef.

”For os er det vigtigt, at gæsterne føler sig velkommen fra de kommer til de går. De skal forstå, hvad der kommer på tallerkenen. Det skal være uformelt og en hyggelig oplevelse at gå ud at spise,” siger Michel Michaud.