søg i nyhedsarkivet


Nyt eventsted i København


12-09-2014

Kælder i historisk pakhus på Islands Brygge omdannet til rustikke møde- og eventlokaler.

I Njalsgade på Islands Brygge i København ligger en række klassiske pakhuse fra begyndelsen af 1900-tallet. De husede tidligere FDBs tidligere hovedsæde, men er i dag forvandlet til et kreativt kontor- og cafémiljø.

Her finder man Københavns nyeste eventsted, Pakhus Bryggen, som blev præsenteret ved en reception torsdag. Pakhus Bryggen er etableret i et gennemrenoveret, men rustikt kælderlokale i et af de gamle pakhuse kun 200 meter fra havnefronten.

Bag det nye eventsted står Allan Hansen, som til daglig er en del af konsulentvirksomheden Humanic Group, der beskæftiger sig med møder, events mv.

”Jeg fortsætter i Humanic Group, men har fået lyst til at prøve noget nyt og ser muligheder i et rustikt og hyggeligt lokale som dette. Den slags steder finder man ikke mange af i København,” siger Allan Hansen til Horeca-news.

Han har allieret sig med Rasmus Pors fra Madkastellet, som vil stå for køkkenet.

Pakhus Bryggen kan rumme op til 150 personer til receptioner, firmafester, middage mv. og satser også på mindre møder og konferencer.