søg i nyhedsarkivet


Tre nye ansigter hos Sinatur


26-09-2014

Hotelkæden Sinatur har ansat ny hotelchef og to nye konferenceansvarlige.

Hotelkæden Sinatur består af seks hoteller i Danmark, og på tre af hotellerne er der netop ansat nye medarbejdere i nøglepositioner.

Morten Kvist (herover) er pr. 15. september 2014 startet som ny hotelchef på Sinatur Hotel Sixtus i Middelfart. Trods sine 33 år har han allerede 20 års erfaring fra branchen og har løftet alle opgaver inden for hoteldrift. Han har endvidere en diplomuddannelse i ledelse.

”Jeg glæder mig til at tage ansvar for værdierne og dyrke dem. Især det økologiske spisemærke, gastronomien og omtanken for klima og natur er noget, der tiltaler mig meget. Det sætter jeg personligt stor pris på,” siger Morten Kvist.

Han kommer fra en stilling som restaurantchef på Hindsgavl Slot og før det var direktør for Montra Nilles Kro ved Århus.

Morten Kvist afløser Vibeke Stentoft, som er ny hotelchef på Hindsgavl Slot.

Ny konferenceansvarlig på Hotel Haraldskær

Lina Kvols, 45 år, er ansat som ny konferenceansvarlig på Hotel Haraldskær pr. 1. september 2014. Hun skal blandt andet hjælpe kunderne med at få det bedste ud af møder og konferencer på stedet.

Lina Kvols indledte karrieren i 1998 på Hotel Australia i Vejle og har været i servicebranchen lige siden. Senest har hun arbejdet som meeting designer hos Comwell og gæstekoordinator for Middelfart Resort- og konferencecenter.

Ny konferenceansvarlig på Hotel Storebælt

Anne Julie Grabowski, 36 år, er ansat som konferenceansvarlig på Sinatur Hotel Storebælt pr. 1. august 2014. Hun har ansvar for hotellets nye konferenceafdeling med i alt tre medarbejdere.

Anne Julie Grabowski er hoteluddannet i København og har tidligere arbejdet som booker og receptionschef. Senest kommer hun fra en stilling som meeting designer hos Comwell.