søg i nyhedsarkivet


Ny gourmetrestaurant med høvlebænk i køkkenet


30-01-2015

De tre fyre bag Københavns nye gourmetrestaurant Taller har allieret sig med stærkt designerteam.

Holdet bag restaurant Taller: Jacob Brink Lauridsen, Karlos Enrique Ponte Maldonado og Luis Moreno har allerede i diverse medier fået rosende ord med på vejen, da deres koncept kombinerer de nordiske råvarer med smagen af venezuelanske ingredienser og traditioner. Det er Mencke&Vagnby, som står bag indretningen og det visuelle udtryk af Taller.

Taller åbner den 4. marts og lige nu har designerteamet Mencke&Vagnby travlt med at få indretningen på plads. Taller er spansk og betyder ’workshop’ eller værksted. Og det er netop kombinationen af køkkenets færdigheder og stedets navn designerne har valgt at tage udgangspunkt i.

”Med få virkemidler og høj kvalitet har vi nedtonet indretningen, således at alt har en funktion og er udtryk for eksklusivitet. Vi har sørget for, at belysningen danner små opdelte kobberøer, mens væggene er prydet med fotografiske værker fra Venezuela, taget af kokken Karlos”, fortæller designeren Marcus Vagnby.

Høvlebænken i køkkenet anvendes til anretterbord. Som en ekstra detalje der linker mellem byens tage ogde klassiske kobberkøkkenredskaber, bliver restauranten indrettet med funktionelle kobberborde. Viggo-stolene  er Mencke&Vagnbys  eget design –  mørke formspændte finerstole, der understreger det klassiske danske moderne møbeldesign. Servicet er produceret i Venezuela og vil løbende blive opdateret og ændret, så det understødte den enkelte ret.

Læs mere om restaurant Taller