søg i nyhedsarkivet


Ny ejer af Fuglsøcentret


28-11-2014


Peter Brinks har gjort Fuglsøcentret til en succeshistorie og har stor tillid til ejerskiftet.

Fuglsøcentret har i 3 år været ejet af Hermod Ejendomme A/S. Odd Sinding trækker sig, og således bliver Lauge Dehn 100% ejer af Hotel Fuglsøcentret A/S . 

Lauge Dehn udtaler: ”Jeg ønsker at fremtidssikre stedet her midt i Nationalpark Mols Bjerge, og har stor tiltro til, at den fantastiske vækst, der er oplevet i omsætningen de sidste tre år, kan forøges yderligere fremadrettet godt hjulpet af en række meget dygtige og engagerede medarbejdere”.

Adm. Direktør Peter Brinks udviser stor tillid til ejerskiftet og Lauge Dehn. ”Lauge har en ydmyg tilgang til at drive forretning, og vi deler holdningen om, at vi bedst sætter fokus på gæsten ved at sørge for, at personalet har det godt, at de kan udvikle sig, ved at sikre samarbejde og bevare den gode stemning,”, siger hoteldirektøren Peter Brinks.

Peter Brinks overtog direktørposten den 1. marts 2012, da stedet var gået konkurs i 2011. Siden har han formået at skabe en forretning med 25 ansatte og alene i år opnået en omsætning på 20 mio. kr. ex. moms. Stedet er på få år blevet en succeshistorie. Fra at være et idræts- og kursuscenter er det i dag meget mere. Kurser og konference er stadig en del af forretningen, men Peter Brinks afholder nu årligt 20 koncerter, 100 private fester, og hvor stedet tidligere havde sommerlukket i juli, udnytter Brinks i dag, at turisterne gerne vil komme og bo tæt på naturen i den periode. ”Vores gæster skal have en oplevelse af naturen, når de kommer her – en følelse af at komme ned i tempo og få ny energi, og dermed udnytte stedets beliggenhed optimalt”, fortæller Peter Brinks.

Selv begrunder han en del af succesen med stedets dygtige, serviceorienterede og sammentømrede personale. ”Jeg sætter service og kvalitet højt, men det kan jeg kun ved at sørge for, at mit personale er ”klædt ordentligt på” – deres velbefindende og sociale adfærd har stor betydning for, at jeg kan drive en ordentlig forretning”, slutter Peter Brinks.

Læs mere om Fuglsøcentret