søg i nyhedsarkivet


Ny direktør på Comfort Hotel Vesterbro


19-09-2014

Kendt brancheprofil i spidsen for gennemgribende modernisering af stort Choice-hotel.

Comfort Hotel Vesterbro i København skal genskabes som et moderne, urbant designhotel – og det er en erfaren branchemand, der står i spidsen for projektet og den fremtidige drift af Choice-hotellet.

Ny administrerende direktør på Hotel Vesterbro er Martin P. Kraunsøe. Han har tidligere har været direktør på bl.a. First Hotel Twentyseven, Hotel Fox og Hotel Danmark samt salgs- og marketingdirektør på Radisson Blu Royal Hotel og nordisk salgschef i Radisson.

"Jeg elsker lederrollen"

Det seneste år har Martin P. Kraunsøe drevet egen virksomhed med udvikling af hotelkoncepter, men han ønskede at vende tilbage til selve hoteldriften.

”Jeg elsker lederrollen i hotelbranchen og er meget glad for opgaven med at skulle modernisere og repositionere Comfort Hotel Vesterbro. Choice har meget fokus på hotellet og ønsker at skabe et langt mere moderne hotel, som spiller sammen med lokalmiljøet på Vesterbro,” siger Martin P. Kraunsøe til Horeca-news.

80 værelser allerede under renovering

Ombygningsprojektet er allerede i fuld gang. 80 værelser ud af hotellets 400 værelser er taget ud af drift for at blive gennemrenoveret og nydesignet (foto). De forventes færdige om tre uger og derefter følger etapevis de øvrige værelser samt stueetagen med reception, lobby, restaurant og bar.

Hele ombygningsprojektet forventes at være færdigt til marts.

Det nye koncept byder på et farvestrålende, urbant design og moderne interiør med bl.a. Floss-lamper, Bruno Mathsson-stole og grafik på væggene.

Nordic Choice Hotels overtog for et år siden Hotel Vesterbro i København fra First Hotels. Den hidtidige adm. direktør Henrik Bille Pedersen valgte i sommers at forlade hotellet efter gennem fire år at have stået i spidsen for en turn-around proces.