søg i nyhedsarkivet


Ny chef for Comwell-hotel


10-10-2014

Comwell Campus Klarskovgaard får ny hotelchef, som skal føre nyt mødekoncept ud i livet.

Comwell har ansat 43-årige Louise Hauge Gliese som hotelchef på Comwell Campus Klarskovgaard i Vestsjælland. Hun får blandt andet ansvaret for at gøre hotellets nye mødekoncept til en succes.

Klarskovgaard lancerede tidligere på året et nyt mødekoncept baseret på princippet ”aktiv læring”, hvor der er fokus på indholdet gennem fysiske og mentale aktiviteter.

”Louise kommer til os med flere faglige og personlige kompetencer, som rammer plet i forhold til det unikke koncept, vi arbejder med på Klarskovgaard,” siger regionsdirektør Michael Lauritsen, Comwell.

”Dels har hun en faglighed fra branchen, idet hun oprindeligt er tjener og har undervist tjenerelever som faglærer, dels har hun en pædagogisk tilgang, som matcher konceptet,” siger han.

Louise Hauge Glieses kommer fra en stilling i salgsafdelingen hos tekstilvirksomheden Berendsen Service Textil.