søg i nyhedsarkivet


Frederikshøj og Falsled høster priser


25-04-2014

Den nye danske restaurantguide White Guide uddelte i går priser til otte restauranter – heriblandt to restauranter i provinsen.

Torsdag kom den nye danske restaurantguide White Guide på gaden med anmeldelser af 260 restauranter i hele landet.

Lanceringen af guiden foregik blandt 250 indbudte gæster hos Carlsberg i København.

Samtidig med lanceringen blev der uddelt otte særlige priser til restauranter, der gør noget særligt for gastronomien i Danmark.

Vinderne i de otte kategorier:

Årets restaurant – noma
”For at levere en mageløs, helstøbt restaurantoplevelse, hvor sanseudvidende mad-, service- og vinoplevelser leveres med en befriende portion humor og en knivspids rock ’n’ roll…”

Årets madoplevelse – Geranium
”For med den yderste tekniske præcision at levere en visuelt spektakulær og smagsmæssigt sindsoprivende måltidsoplevelse.”

Årets vinoplevelse – Mielcke & Hurtigkarl
”For med ekstrem fingerspidsfornemmelse og dyb sensorisk indsigt at levere næsten overnaturlige mad- og vinkombinationer til en yderst varieret menu med indflydelse fra både nær og fjern…”

Årets serviceoplevelse – Frederikshøj
”For med en afslappet professionalisme i betjeningen at løfte restauranten op blandt toppen i international mesterklasse…”

Årets nye restaurant – Studio
”For fra første færd at have givet København et nyt spisested af international mesterklasse og for en nyskabende gastronomi…”

Årets ”feel good-oplevelse” – Pluto
”For at have ramt en gastronomisk nerve med sit smagsintense køkken, der leverer lige præcis den krisevenlige comfort food-stil, man har brug for efter en lang, hård arbejdsdag, hvor man fortjener at blive solidt forkælet…”

Årets ”en rejse værd” – Falsled Kro
”For at tilbyde en udsøgt helhedsoplevelse, hvor historiens vingesus på fornem vis forenes med moderne luksus i form af et knivskarpt køkken...”

Årets innovatør – Amass
”For med sikker fornemmelse for, i hvilken retning de globale vinde blæser, at have skabt sin helt egen fine dining-brasserie-niche - og sluppet en flig af den store verden til København…”

Der blev desuden uddelt en pris til 'Årets unge kokketalent'. Den gik til Rasmus Munk fra Tree Top Restaurant på Munkebjerg Hotel.