søg i nyhedsarkivet


Marienlyst planlægger stor udvidelse


19-08-2014

Hotel Marienlyst i Helsingør skal have ny værelsesfløj i seks etager med over 80 værelser.

De nye ejere af Hotel Marienlyst i Helsingør, præsenterer nu ambitiøse planer for en markant udvidelse af hotellet. Hotellet skal have en ny værelsesfløj i seks etager med i alt 81 værelser.

I dag har Hotel Marienlyst 124 værelser, men det er ikke nok i forhold til hotellets store konferenceafdeling.

”At vi udvider er en nødvendighed for at overleve på markedet. Vi skal servicere vores konferencedel bedre end i dag, hvor vi har store konferencefaciliteter, men kun har 124 værelser, hvilket ikke er nok til at gøre konferencedelen rentabel. Vores konferencegæster vil gerne have mulighed for at sove her, og derfor skal vi op over 200 værelser,” siger Ken Torpe Christoffersen, bestyrelsesformand for Hotel Marienlyst til Helsingør Dagblad.

Foruden den nye værelsesfløj skal der også etableres en ny tagterrasse i 5. sals højde, ligesom der skal bygges yderligere to etager på den østligste del af hovedbygningen, som i dag huser konferencelokaler.

Udover de tre tilbygninger indgår også en plan om en gennemgribende energirenovering af hotellets bygninger.