søg i nyhedsarkivet


Marienlyst åbner ny restaurant


03-10-2014

Brasserie 1861 er navnet på ny restaurant på Strand- & Badehotel Marienlyst i Helsingør.

De nye ejere af Marienlyst i Helsingør har igangsat en storstilet modernisering og rebranding af hotellet, som nu hedder Strand- & Badehotel Marienlyst.

Som en del af det nye koncept slår hotellet nu dørene op for en ny restaurant med navnet Brasserie 1861 – en reference til det år, hvor hotellet blev grundlagt.

Det nye brasserie tilbyder fransk-inspirerede retter i lokaler med direkte udsigt til Øresund, Kronborg og den svenske kyst.

Markante stordriftsfordele

Brasserie 1861 har ifølge hotellets F&B chef større ambitioner end danske restauranter generelt og går helt ubeskedent efter at blive ”Danmarks bedste hotelrestaurant”.

“Samtidigt skal prisniveauet være rimeligt - og det er en prisfordel, vi kan tilbyde vores gæster, fordi vi som stort hotel har nogle markante stordriftsfordele, der kan mærkes på indkøbspriserne, ” siger F&B chef Daniel Egea Olivencia, der bl.a. har en fortid på Skovriderkroen i Charlottenlund.

Fra krise til klassisk badehotel

Efter flere års krise blev Hotel Marienlyst i foråret købt af en fynsk rigmand, som satte nye folk i spidsen for hotellet og gik i gang med at genskabe hotellet som et klassisk badehotel.

Direktør for hotellet er i dag Jesper Olesen, som kom fra Quality Airport Hotel Dan i København, mens Teddy Brandt Kierkegaard er salgs- og marketingdirektør.