søg i nyhedsarkivet


København får nyt stort designhotel


05-12-2014

I starten af 2015 får Vesterbro et nyt hotel, der er tilpasset de unge.

Urban House skiller sig ud fra andre hoteller ved at tilbyde deres gæster en række sociale  tiltag. Hele stueetagen bliver ét stort lounge-område med bar, scene, hotdog-restaurant, grønne områder, selvbetjeningskøkken, biograf og vaskeri.

Urban Houses direktør Thomas Bagger mener, at København og især Vesterbro mangler et hotel/hostel til den voksende gruppe af unge internationale rejsende gæster, der søger mere end blot et hotel/hostel.

”Vi vil give vores gæster en ny oplevelse, et sted hvor de tager del i at skabe rammerne om huset. Også selv om det måske bare handler om at booke en tid til at spille et spil, optræde på vores scene, eller sende social media updates til vores ’live walls’ på hotellet - så er der et helt nyt udvalg af måder, hvorpå gæsterne kan nyde og møde nye venner”, siger Thomas Bagger.

En forbrugeranalyse af 1000 unge mellem 15-33 år foretaget af Retail Institute Scandinavia bekræfter også tendensen om, at unge i dag søger fællesskabet og forventer at få mere ud af de steder de besøger. Det gælder både forretninger, hoteller og restauranter. Samtidig har de en forventning om, at teknologien er tilpasset og let tilgængelig.

Inden gæsten ankommer til hotellet er værelset betalt. Kunden har modtaget en mail og sms med sit værelsesnummer og kode. Der er ingen reception, man går direkte op på sit værelse, om man så har booket et ’private room’ eller ’shared room’.

Også i rekrutteringen er Urban House mere ungdommelig og følger tendenserne fra de sociale medier. Ligegyldigt hvilket job man søger hos dem, så forventes det, at ansøgerne sender en selfie video i stedet for et traditionelt CV. ”Vi vil se, hvem de er, da deres funktion bliver at være der 24/7 for gæsterne. De skal tage ejerskab og ”være” der for gæsterne, det kan lyde som en kliché, men det er nerven i huset, at personalet kan rotere. Det gælder også for de administrative stillinger, så alle er et stort team”, fortæller Thomas Bagger.

Generator, Copenhagen Downtown og Danhostel Copenhagen City ligger i samme segment og tiltrækker unge internationale gæster til København.

”Jeg synes det lyder som et spændende projekt, og der er helt sikkert et stort potentiale i det segment. Det vil være skønt, hvis vi sammen kan tiltrække  flere internationale unge og blive en større metropol. Jeg er sikker på, at der er plads til os alle”, siger Ole Andersen, hoteldirektør Danhostel Copenhagen City.

Hoteldirektøren,Christopher Alm, fra Generator Copenhagen følger op på den indstilling til Urban House´s åbning: ”Vi hilser dem velkommen og ser frem til, at vi sammen kan ændre markedet syn på det udbud, der findes af billige, seje ‘full service’ overnatningstilbud i København – således at det bliver attraktivt for de internationale gæster”.  

Læs mere om Urban House