søg i nyhedsarkivet


Kendt brancheprofil til Bella Center


24-10-2014

Ny international sales manager skal styrke Bella Center-koncernens internationale kongresafdeling.

Bella Center-koncernen har ansat Sus Nygaard som International Sales Manager pr. 1. november 2014. Det sker for at styrke koncernens kerneforretning – internationale kongresser og events.

Sus Nygaard har gennem sin lange karriere i SAS en robust erfaring og et unikt netværk – en kombination som åbner nye muligheder for Bella Center-koncernen på det internationale marked.

Forventer flere internationale events

’’Med ansættelsen af Sus Nygaard har vi styrket vores internationale profil, idet Sus Nygaard igennem rigtig mange år har været en særdeles markant del af både den danske og internationale mødebranche. Vi ser meget frem til samarbejdet, og forventer en øget tilgang af internationale events til Bella Center-koncernen,” siger kongres- og eventdirektør Lene Mortensen.

Sus Nygaard skal i sin nye stilling arbejde med internationalt salg med primært fokus på større internationale arrangementer, hvor også Sus store viden fra kongresverdenen, vil komme koncernen til gode.

’’Efter mange år på airline-siden i mødeindustrien ser jeg frem til at arbejde med en for mig ny dimension inden for kongresmarkedet. Jeg glæder mig til at arbejde i en virksomhed, hvor kongresser og events er det primære fokusområde,’’ siger Sus Nygaard, der senest har været Meeting & Convention Sales Manager i SAS.