søg i nyhedsarkivet


Japanere bestormer Noma


14-10-2014

Overvældende stor interesse for pop-up restaurant i Tokyo får Noma til at blive to uger mere i Japan.

Restaurant Noma rykker – som tidligere beskrevet i Horeca-news – til Japan i begyndelsen af januar 2015 for at åbne en midlertidig restaurant på luksushotellet Mandarin Oriental i Tokyo.

Oprindeligt var det planen, at René Redzepi og hans hold fra Noma skulle indtage hotellets michelinstjerne-restaurant Signatur i tre uger. Men som følge af en overvældede interesse blandt japanerne for at spise på Noma – verdens bedste restaurant – er det nu besluttet at udvide besøget med yderligere to uger frem til midten af februar.

Dermed får en række af de japanere, der stod på venteliste til et besøg på restauranten, nu også mulighed for at prøve den japanske udgave af Noma.

”Vi er utroligt beærede over den efterspørgsel, som vi har oplevet indtil videre, og vi glæder os meget til at kunne byde flere gæster velkommen til vores japanske eventyr,” siger René Redzepi, som i øjeblikket er i Japan for at lære om det japanske køkken og finde inspiration til menuer med japanske ingredienser.