søg i nyhedsarkivet


Hvordan motiverer man de unge?


11-04-2014

Unge deltidsmedarbejdere har andre værdier og forventninger end ældre medarbejdere. Men også de unge kan motiveres.

 Af Gry Asnæs, partner, Asnæs & Vangstrup

Karrieretip skrives på skift af eksperter fra rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Asnæs & Vangstrup.

Påstand

”Jeg kan ikke få mine unge deltidsmedarbejdere motiveret, fordi de bare går på arbejde for at tjene til dagen og vejen.”

Sådan sagde en leder forleden, da vi drøftede muligheder for at optimere forretningen yderligere.

Når vi i årevis inden for ledelsesteorien har hørt, at de antagelser, man har om sine medarbejdere, bliver til selvopfyldende profetier, er en sådan fordom eller myte ikke den bedste nøgle til at udnytte medarbejderens fulde potentiale.

Hvis man følger denne tankegang er medarbejdere groft sagt alene på arbejde, for at kunne have det godt i fritiden, spare sammen til sin næste udlandsrejse eller finansiere sine studier.

Forkert

Forskningen tyder ikke på, at der findes medarbejdere med denne natur. Det er derimod en adfærd, der fremkommer, hvis medarbejderen føler sig demotiveret.

Hvad så?

Vi bør derfor undersøge, hvordan vi kan motivere medarbejdere, som ikke nødvendigvis er afhængige af jobbet – fx fordi de er studerende.

Vi bliver alle motiveret af forskellige ting. I branchen har vi en helt unik mulighed for at lade vores deltidsmedarbejdere eller midlertidigt ansatte gøre en forskel i vores organisation. Alle er nødvendige for at opnå målet med at skabe den unikke gæsteoplevelse.

I andre brancher bliver denne type medarbejdere traditionelt sat til kopiering og print. Det er ikke altid motiverende for medarbejdere, som ved, hvad de vil have ud af deres tid på arbejdet, og som vil bruge deres kompetencer og kvalifikationer og ikke føler sig benovet over anciennitet eller erfaring.

Mange ledere er opdraget til at kunne tilpasse sig og give mere, end man får fra tid til anden. Ligesom de har en værdimæssig overbevisning om, at man skal yde, før man kan nyde. Sådan er verden ikke nødvendigvis længere. Fokus for mange yngre medarbejdere handler om selvudfoldelse og en meget dybere tro på sig selv og eget værd.

Her er to bud på hvordan vi med den viden kan motivere vores yngre deltidsmedarbejdere:

Hav tålmodighed med spørgsmålet: Hvorfor…?

Det er vigtigt, at de unge får lov at stille spørgsmål til opgaver og beslutninger. Det er de vokset op med at gøre. Når det så er forklaret, kan spørgsmålet til dem være: Hvad tænker du, vi kan gøre bedre for at bidrage endnu mere til gæsteoplevelsen, serviceniveauet, økonomi mm?

Feedback og anerkendelse

Giv feedback og anerkendelse. Ikke bare i form af en årlig MUS men i forlængelse af selve arbejdsprocessen. De unge er vant til at få 'likes' og kommentarer på alle skridt, de tager i fritidens digitale univers. Og husk i den forbindelse at feedback også er redskaber til at gøre det bedre og ikke kun handler om ros.

Læs mere om motivation af medarbejdere i bogen ”Fokus gør forskellen”:

http://www.asnaes-vangstrup.dk/bogshoppen.asp

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk