søg i nyhedsarkivet


Hvordan motiverer man bedst?


06-12-2013

At inddrage medarbejderne i beslutninger er en af vejene til at øge deres motivation.

 Af Joakim Markworth, professionsbachelor studerende

Karrieretip skrives på skift af forskellige eksperter fra rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Asnæs & Vangstrup.

De fleste ledere i branchen kender måske til problemet med, at medarbejdernes motivation daler. Det betyder ofte mindre glade gæster og mindre effektivitet.

For at undgå faldene motivation – eller for at rette op på en motivation, der allerede er for nedadgående – kan man overveje, hvilke muligheder der er for at motivere sine medarbejdere i højere grad.

Gode arbejdsforhold, belønning, anerkendelse, ansvar og sociale aktiviteter, er blandt de faktorer, som kan være med til at motivere. Den konkrete indsats afhænger af, hvem der skal motiveres. Som leder må man forsøge at finde en vej, der rammer den vifte af medarbejdere, man er leder for.

Glade medarbejdere er ofte motiveret til at udføre deres arbejde godt, og det giver ofte glade gæster. Det handler derfor om at gøre medarbejderne glade for deres arbejde!

Men hvordan motiverer man medarbejderen? Vi har spurgt nogle ledere i branchen om, hvordan de motiverer og udvikler deres medarbejdere:

 

Sara F. Larsen, receptionschef, Rørvigcentret:

”Ved at forstå mine medarbejdere og lytte til dem. Ved at inddrage dem og give dem ejerskab, men ikke for meget.”

 Mie Hyttel, F&B manager, Hjerting Badehotel:

”De unge mennesker giver jeg en udfordring. De ældre motiverer f.eks. jeg ved at give dem stabilitet omkring deres arbejde. Jeg motiverer også ved at inddrage medarbejderne i, hvad der foregår, eksempelvis økonomisk.”

 Stefan Pedersen, restaurantchef, Hotel Dagmar:

”Jeg taler meget med mine reservetjenere. Vi holder for eksempel mersalgsmøder, fordi det er vigtig, at reservetjenerne ikke bare møder op er ’tallerken-taxier’ – de skal også vide, hvordan de sælger varen.”

 

Det findes ikke noget facit for, hvordan man motiverer bedst, men de tre branchefolk svarer alle, at de bl.a. motiverer ved at inddrage medarbejderne.

Det kan indikere, at man i hvert fald ikke skal holde sine medarbejdere uden for alle beslutninger.

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk