søg i nyhedsarkivet


Hvad gør vi med de glemte ting?


27-01-2014

Gæster glemmer ofte ting på restauranter og hoteller, og der findes klare regler for, hvordan man behandler hittegodset.

 Af Gry Asnæs, partner

Branchetip skrives på skift af forskellige eksperter fra rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Asnæs & Vangstrup.

Det er ikke ualmindeligt, at gæsterne på danske restauranter og hoteller glemmer deres personlige ejendele. Det kan være ting eller tøj, som er tabt af gæster, ikke afhentet i garderober eller glemt på værelset.

Hvordan skal man gøre med de glemte sager? Sende det til gæsten? Smide det ind i et skab? Give det til politiet?

Der er juridiske regelsæt, der regulerer dette. Når en gæst glemmer noget på en virksomhed, og man ikke ved, hvem ejeren er, kan det betegnes som hittegods.

Hvis I finder hittegods i din virksomhed, kan I opbevare det i indtil 30 dage. Hvis ikke hittegodset udleveres til ejeren inden 30 dage, skal det afleveres til politiet. I får ingen kvittering for afleveringen, hvis værdien anslås til værende under 500 kr.

Hittegodset skal afleveres på en politistation i stationens åbningstid uden hensyntagen til, om findestedet ligger inden for vedkommende politistations område eller ikke.

Indtil I har afleveret tøjet eller tingene til politiet, har I pligt til at opbevare hittegodset, som var det jeres eget, uanset om det er bagage, overtøj eller andet. Det betyder, at I er ansvarlig for skader på de opbevarede genstande, hvis skaderne sker som følge af, at det ikke opbevares korrekt, er fejludleveret, bortkommet eller stjålet.

Hvis I finder hittegods, som I ikke afleverer til politiet med det samme, bør I derfor:

  • registrere findested og finder.
  • opbevare det i et aflåst rum eller skab.
  • sikre jer, at det udleveres til den rette person ved at kræve ejerforholdet dokumenteret.
  • få modtageren til at kvittere for modtagelsen med navn, adresse og telefonnummer.

Hvis I har en fast procedure – gerne nedskrevet – for, hvordan I behandler jeres hittegods, kan I også beskytte jer mod gæster, der tydeligt husker, at de har glemt noget hos jer, men hvor I ikke har fundet genstanden. En fast procedure er overbevisende, når man skal argumentere for, at gæsten må have tabt  genstanden et andet sted.

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk