søg i nyhedsarkivet


Er salt bare salt?


18-09-2013

Oplevelsesøkonomi handler om at tilføre produktet en merværdi, der kan berettige en højere pris.

Af Gry Asnæs, Asnæs & Vangstrup

Forleden sad jeg til et selskab med en række branchefolk, og samtalen faldt på noget så interessant og jordnært som salt. Er salt egentlig bare salt? Giver det overhovedet menig at betale op til 100 gange mere for dyrt Læsøsalt eller Middelhavsalt end almindeligt køkkensalt?

Bølgerne gik højt og meningerne var mange. Nogle mente, at ”salt er salt”, mens andre var fortalere for, at ”salt smager meget forskelligt”. Vi konsulterede en ekspert og det viste sig, at begge grupper for så vidt havde ret.

Salt er natriumklorid og dermed en kemisk forbindelse, men det er samtidig også krystaller med vidt forskellig sammensat struktur, alt efter hvor saltet er hentet fra og hvordan det er behandlet. Forskellen er primært de mineraler, der giver forskellig smag, men også produktionsforhold mv.

Taknemmelige over, at begge parter havde ret fortsatte samtalen i retning af, at salt er vigtigt for oplevelsen af et måltid og at netop konsistensen, duften og præsentationen af saltet er en vigtig del af den samlede oplevelse.

Eksemplet med salt illustrerer et begreb, som vi i stigende grad bør være opmærksom på i vores branche – oplevelsesøkonomi. Hvis salt dybest set bare er salt, og dermed en smagsforstærker, hvorfor så købe det dyrere salt ind og presse vores bruttoavance?

Oplevelsesøkonomi handler grundlæggende om at tilføre et produkt en merværdi, der kan berettige en højere pris. Så dyrt salt skal derfor hænge sammen med præsentation af en stemning, en helhedsoplevelse, hvor den samlede pris for menuen, kan sættes højere. Hvis du sælger et produkt, hvor du ikke oplever, at gæsten vil betale mere, så skal der køkkensalt på bordet!

På en ferie på Læsø oplevede jeg engang nogle dygtige engagerede kokke, der serverede hjemmerørt smør med salt, selvfølgelig fra Læsø, på en smuk sten fra stranden. Aldrig har jeg spist så meget smør som på den ferie, og nu flere år efter, er det netop den detalje fra de mange gode måltider på Læsø, jeg husker. Det er autentisk og ren oplevelsesøkonomi, der også er driftsmæssig fornuftig, under forudsætning af, prisen vi betalte var ordentlig kalkuleret i forhold til vareforbruget.

Tænk over:

  • Hvornår er noget simpelt sidst blevet en ekstraordinær oplevelse for dig?
  • Hvilken oplevelse ønsker du, at dine gæster skal have?
  • Hvordan du kan udvikle dit produkt, så det bliver en oplevelse?

 

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk