søg i nyhedsarkivet


Hotel Vinhuset mister direktør


12-09-2014

Direktøren for Hotel Vinhuset i Næstved har valgt at forlade sin stilling efter mindre end et halvt år.

32-årige Christina Gastrup Petersson blev i foråret udnævnt til direktør for Hotel Vinhuset i Næstved. Men efter mindre end et halvt år har den unge direktør valgt at sige sin stilling op for at søge andre udfordringer.

Vinhuset er en del af Danske Hoteller, hvor bestyrelsesformand Erik Sophus Falck over for Horeca-news oplyser, at der ikke umiddelbart er planer om at finde en ny direktør til hotellet.

I stedet har direktøren for den nærliggende Menstrup Kro, Lene Ulriksen, nu også ansvar for Vinhuset. Lene Ulriksen kom til Menstrup i foråret fra en direktørstilling på Hotel Limfjorden i Thisted.

Indtil april i år stod den daværende områdedirektør i Danske Hoteller, Jørgen Bay-Kastrup, i spidsen for både Vinhuset og Menstrup Kro. Jørgen Bay-Kastrup fratrådte sin stilling i Danske Hoteller for at blive direktør for Hotel Hans Egede i Grønland.