søg i nyhedsarkivet


Gorilla indtager Kødbyen


30-09-2014

Kødbyen i København er blevet et gastronomisk mekka og får nu endnu en restaurant.

De gastronomiske iværksættere Rasmus Oubæk og Jesper Marcussen åbner en ny, stor restaurant i Kødbyen med navnet Gorilla.

"Kødbyen er de seneste år gået fra trashy-bajer-sted til et gastronomisk mekka og i dén forstand blevet virkelig interessant for os. Vi elsker Kødbyen, det passer vildt godt til os, det er meget os, meget råt og kontrastfyldt," siger Jesper Marcussen til aok.dk.

Den nye restaurant får plads til 220 gæster, og i spidsen for køkkenet står Denny Vangsted, der tidligere har været på Nimb, The Fat Duck, Herman og Ensemble.

"Vi henvender os til vores nuværende kundegrundlag, som ved, hvad vi står for og så til vesterbrofolkene som nok er en tak yngre end gæsterne i København K. Derfor har vi også sat prisen dernede, hvor alle kan være med,” siger Jesper Marcussen om restauranten, der bl.a. vil tilbyde mange deleretter.