søg i nyhedsarkivet


Person profil: God service skal være personlig


07-04-2014

Michael Lauritsen står i spidsen for Comwell Borupgaard, der på Møde & Eventmessen vandt prisen for årets bedste service og bedste mad.

I leverer ifølge danske mødeplanlæggere den bedste service. Hvordan vil du selv definere god service på et konferencehotel?

”Medarbejderne skal være nærværende, engagerede og yde personlig service, der tager udgangspunkt i den enkelte gæst behov. På Borupgaard har vi ingen manual liggende på god service, men hver enkelt medarbejder kender vores krav og forventninger til en personlig og engageret service. Vi ønsker på ingen måde at klone vores medarbejdere til at yde den samme service.”

Hvordan træner og motiverer I jeres medarbejdere til at levere god service?

”Medarbejderne bliver dagligt involveret i beslutninger vedrørende driften. Hertil kommer en løbende evaluering af vores månedlige kundetilfredsheds tilbagemeldinger, som alle medarbejdere bliver inddraget i og arbejder aktivt med.”

I vandt også i kategorien ”bedste mad”. Hvad er det I gør godt på det felt?

”Vi har igennem flere år arbejdet aktivt med udviklingen af sund og nærende forplejning – uden at gå på kompromis med smag og råvarer. Det har bl.a. resulteret i kogebogen ”Comwell Care” og senest ”Smagen af Borupgaard”, som er en serie af lækre råvarer og produkter, man kan købe med hjem.”

Comwell Borupgaard ligger i et område med masser af andre udbydere af mødefaciliteter – både lokalt og i hele Storkøbenhavn. Hvordan oplever i konkurrencesituationen?

”Den er krævende. Vi har mange dygtige kollegaer i området, så vi sover ikke i timen.”

De fleste af jeres konkurrenter i Nordsjælland er gået sammen om markedsføring mv. i netværket Unikke Mødesteder. Hvorfor er I ikke med der?

”Vi er en del af WoCo, derudover har vi en meget kompetent salgs- og marketingsafdeling centralt i Comwell.”

Hvilke udfordringer og muligheder ser du på møde- og konferencemarkedet i de kommende år for et hotel i jeres kategori?

”Vi tror på en fortsat og opadgående udvikling. Vi arbejder dagligt stenhårdt på udvikling af nye koncepter, som betyder, at vi hele tiden er nogle af de bedste i branchen.”