søg i nyhedsarkivet


Fem nye kongresser til København


22-08-2014

Hovedstaden har denne måned sikret sig flere store, internationale kongresser til byen i 2016 og 2017.

Hovedstaden har denne måned sikret sig flere store, internationale kongresser til byen i 2016 og 2017.

Wonderful Copenhagen har i tæt parløb med private og offentlige partnere intensiveret kongresarbejdet de senere år, og i år er der allerede skrevet 47 nye kongresser i ordrebøgerne.

Med dem følger en turismerelateret omsætning til København på 833 mio. kr. de kommende år.

Alene her i august er fem kongresser vundet. Blandt dem er de prestigefulde arrangementer Congress of the International Society of Blood Transfusion 2017 (ISBT) og Women Deliver Global Conference 2016.

I kamp med byer som Vancouver og Wien

Til ISBT blev København valgt foran Prag. Kongressen om blodtransfusion trækker 2.500 læger, forskere, studerende og udstillere til København i fire dage i 2017.

I kampen om Women Deliver-konferencen var København oppe mod byer som Vancouver, Wien, Barcelona og Berlin. Konferencen samler 5.000 meningsdannere, eksperter og medier i Bella Center til verdens største kongres om kvinders sundhed og rettigheder.

Selv om kongresgæster tilbringer det meste af dagen i et auditorium eller mødelokale, har de et gennemsnitligt døgnforbrug på 3.100 kr., hvilket gør kongresser til en milliardforretning for København.