søg i nyhedsarkivet


Få mere ud af møderne


21-03-2014

Personalemøder behøver ikke trække ud eller være kedelige. En række enkle regler kan gøre møderne meget bedre.

 Gry Asnæs, Partner Asnæs & Vangstrup

Karrieretip skrives på skift af eksperter fra rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Asnæs & Vangstrup.

Ved at følge nogle enkle regler kan man gøre personalemøder mere effektive, givende og interessante for alle.

Hvor ofte skal I holde møder?

For at finde frem til en god mødeform kan det give mening at drøfte, hvor ofte der skal holdes møder, og hvad det er nødvendigt at mødes om. På denne måde involverer man deltagerne i mødets form, hvilket også forpligter dem efterfølgende.

Tænk over om det giver mening at holde mødet stående og bare på 10 minutter, men til gengæld oftere?

Hvor længe skal mødet vare?

Det er vigtigt at fastsætte et sluttidspunkt for møderne. Når man sætter en tidsmæssig ramme for mødet, forpligter det til, at man holder fokus.

Drop eventuelt

Eventuelt er et fast punkt på langt de fleste dagsordener, og det er tit netop dette punkt, der får tidsplanen til at skride. Hvis punktet er vigtigt nok, skal det meldes ud i god tid, så det kan komme på dagsordenen ellers må det vente til næste møde.

Drop siden sidst runden

Runder, hvor man hører, hvad der er sket i en afdeling eller et team siden sidst, trækker meget ofte ud. Nogle kalder dem sågar evighedsrunder eller dødsrunder, fordi de trækker ud. For at gøre mødet mere effektivt, kan man spare denne runde og i stedet indføre, at afdelinger eller enkeltpersoner, der har noget vigtigt at dele med resten af deltagerne, melder det ud på forhånd og får et selvstændigt punkt på dagsordenen.

Aktiv deltagelse

Aktiv deltagelse er vigtigt. Vi ønsker alles bidrag til mødet, da vi alle er forskellige og derved bidrager med nye vinkler på emnet. For at få alles bidrag er det vigtigt, at der er tænkt over processen for mødet. Det er vigtigt både at få de udadvendte og de indadvendte til at deltage.

De udadvendte er dem, der tænker, mens de taler. Det er dem, der fylder meget til det klassiske møde. De indadvendte har brug for at tænke, før de taler, hvorfor de typisk får en mere tilbagetrukken rolle til de klassiske møder. For at få indadvendte i spil, kan man f.eks. lave øvelser, hvor man tænker inde i sig selv og skriver ned på et papir, i stedet for at gøre det i plenum.

Hvis det er langt møde kan man lave walk and talk halvvejs, hvor deltagerne går en tur sammen i små grupper og diskuterer forskellige emner.

Hvilke punkter er information og hvilke er diskussion?

Det er vigtigt, at man på forhånd har valgt og gjort klart, hvilke punkter der er orientering, hvilke der er diskussion, samt om diskussionen skal ende med en beslutning eller ej.

  • Hvad gør du anderledes, når du holder møde næste gang?

Ring til Gry på 20727113 eller send en mail på gry@asnaes-vangstrup.dk hvis du ønsker flere informationer omkring dine møder.

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk