søg i nyhedsarkivet


Ejer overtager Scandic Hotel


19-08-2014

Scandic opgiver efter 15 år driften af kendt Aarhus-hotel, som nu får nyt navn og koncept.

The Mayor Hotel & Eatery. Det er nu navnet på det tidligere Scandic Plaza Hotel lige over for banegården i Aarhus.

Efter i 15 år at have drevet hotellet med 162 værelser har Scandic-kæden besluttet ikke at forlænge lejekontrakten med familien Evar, som har ejet det tidligere missionshotel siden 1996. Familien vil nu selv drive hotellet videre.

”Vi har været i forhandlinger gennem et års tid, fordi kontrakten stod til at udløbe, men vi vurderede, at vi har tilstrækkelig kapacitet lige nu med vores to hoteller i Aarhus i forvejen, Aarhus Vest og vores nye hotel i Østergade,” siger Jesper Buus, distriktsdirektør hos Scandic Hotels, til Århus Stiftstidende.

Hotellet skal nu have et helt nyt koncept og derfor har familien Evar igangsat en omfattende fornyelsesproces, som forventes afsluttet i foråret 2015.

Alle hotellets medarbejdere fortsætter i deres nuværende job.