søg i nyhedsarkivet


Person profil: Det går jo ganske godt


27-01-2014

Small Danish Hotels har netop fået tre nye medlemmer. Direktør Jørgen Christensen satser bl.a. målrettet på at markedsføre de små hoteller i udlandet.

I havde en pæn omsætningsfremgang i 2012. Hvad er dine forventninger til resultatet for 2013?

”Vi gør i disse dage op på 2013 og lige nu ser det ud til, at vi laver rekordomsætning for 11. år i træk.”

I har netop fået tre nye medlemmer, men I mister vel også nogen indimellem. Hvad gør I for at fastholde og tiltrække medlemmer?

”I en frivillig kæde kan man ikke undgå at miste medlemmer af mange forskellige årsager, men hidtil har vi været forskånet for større antal af udmeldelser.

Målet er ikke bare at vokse hele tiden, men derimod at vokse samtidigt med at vi udbygger omsætningen hos alle vores medlemmer. Det går i al beskedenhed ganske godt selv i disse svære tider for vores branche, specielt uden for de store byer.”

Hvad er den største udfordring ved at drive en kæde som jeres, hvor hotellerne er vidt forskellige?

”Den største udfordring er også vores største force, nemlig at de er så forskellige. Alle har en holdning til, at vi lige netop skal varetage deres behov endnu mere og ikke altid kigge på det bedste for hele kæden. Men vores medlemmer er altid parat til at udvikle vores organisation og modtager nye medlemmer med stor interesse og venlighed.”

Hvilken betydning vil regeringens nye vækstplan for turisme få for jeres medlemmer?

”Det er meget glædeligt, at politikerne endelig kigger på turismen som et muligt væksterhverv. Så stor ros til Horesta og andre organisationer for at få branchen på dagsordenen. Men regeringens forslag er slet ikke nok og heller ikke godt nok.

Hvis vi skal have mere beskæftigelse kræver det rammebetingelser på linje med de lande, vi kæmper med på markedet. Så længe vi ikke får det, kommer vi aldrig til at få råd til at renovere, uddanne og forbedre produktet, da væksten går forbi Danmark. Vi er for dyre og har ikke penge til at markedsføre os nok i udlandet, hvilket er altafgørende for vækst indenfor vores branche.”

Hvad gør Small Danish Hotels for at tiltrække flere turister fra udlandet?

”Da vi besluttede at ændre navnet til Small Danish Hotels var det netop for at blive endnu mere salgbare på eksportmarkederne. Derudover vi bruger ret mange resurser på specielt nærmarkeder som Norge, Sverige, Holland og Storbritannien i samarbejde med agenter, VDK og andre aktører. Vi er også aktive på Rusland og Kina, som jeg selv besøgte i begyndelsen af året, hvor cirka 100 agenter fik info om Small Danish Hotels.”

Hvad ser du som den største konkurrent til den ferieform, som jeres medlemmer tilbyder?

”Vi har som udgangspunkt alle de andre kroer, hoteller i DK som kollegaer, men de seneste år har vi også mærket hoteller i Sverige og Tyskland som massive konkurrenter. De tilbyder ofte produkter mindst lige så gode og ofte noget billigere. Det er svært at konkurrere med.

Feriecentre, campinghytter, vandrehjem osv. er også højnet i kvalitet på overnatningsdelen, men vi skal og kan konkurrere på det det gode værtskab.”