søg i nyhedsarkivet


De uskrevne regler


10-01-2014

Det er vigtigt, at ledere fortæller medarbejderne om virksomhedens uskrevne regler.

 Af Hilde Breum, Videnpilot/ Cand.soc.

Karrieretip skrives på skift af forskellige eksperter fra rådgivnings- og uddannelsesvirksomheden Asnæs & Vangstrup.

Jeg mødte for nylig en gammel klassekammerat, Mads, på stationen. Han har  det sidste år arbejdet som køkkenchef på en fin restaurant. Mads fortalte, at de lige havde fået en ny lærling i køkkenet, der egentlig havde virket meget fornuftigt, indtil hun en dag mødte på vagt med skrig orange hår i deres åbne køkken.

Mads fortalte hende straks, at det gik simpelthen ikke. Hun skulle jo afspejle restaurantens udseende – altså være et billede på virksomheden ud ad til.

”Jeg sagde til hende, at hun skulle sørge for at få ændret hårfarven før næste vagt. Men pigen fortalte mig, at hvis hun skulle fjerne den orange farve, så skulle restauranten betale for det – for hvorfra skulle hun vide, at orange hår ikke var i orden?,” fortalte Mads.

Han blev sur og gav pigen en skideballe. Men han fortalte mig, at han bagefter havde tænkt over pigens holdning.

De næste par dage gik jeg og småklukkede lidt over, hvor uhørt det var med en ung lærling med orange hår midt i den fine restaurantens åbne køkken. Men på et tidspunkt gik det op for mig, som det nok også var gået op for Mads, at der var gået noget galt i kommunikationen.

Restauranten havde ikke været tydelig nok omkring deres forventninger til lærlingen. Lærlingen havde ingen idé om, at der var en dresscode, fordi den ikke var blevet skrevet ned eller forklaret i forbindelse med oplæringen.

Som leder er det vigtigt at sætte ord på de uskrevne regler og underforståede forventninger, således at medarbejderen kan tage stilling til, om det er en virksomhed, som han/hun har lyst til at være en del af.

Ligeledes er det vigtigt at lederen får sagt til den nye medarbejder, at han/hun bare skal spørge. ”Hvis der er noget du er i tvivl om, så spørg endelig.”

Tre spørgsmål til refleksion:

  • Hvilke uskrevne regler eller forventninger har jeres virksomhed?
  • Er medarbejderne bevidste om dette?
  • Hvordan kan I præsentere dem for nye medarbejdere?

Asnæs & Vangstrup - din ressource indenfor rådgivning, udvikling og uddannelse i restaurant-, hotel- og oplevelsesbranchen.

Læs mere på: www.asnaes-vangstrup.dk