søg i nyhedsarkivet


Bedste hotel i København


10-10-2014

Priser til Hotel d’Angleterre og Radisson Blu ved årets Danish Travel Awards.

Hotel d’Angleterre fik onsdag aften prisen som bedste hotel i København ved Danish Travel Awards. Luksushotellet slog i opløbet konkurrenterne Bella Sky Comwell og Hilton Copenhagen Airport, som vandt prisen sidste år.

Hotel d’Angleterre genåbnede i maj 2013 efter to års gennemgribende renovering, og i maj i år stod samtlige 90 værelser og suiter klar. Siden da har d’Angleterre modtaget en række internationale priser og nomineringer.

”Efter ikke en gang at have været fuld operationel i et halvt år er det en flot præstation, at vores team har været i stand til på så kort tid at opnå en så velfungerende operation, at det bliver bemærket og anerkendt af vores kolleger i branchen,” siger Lucas Johansson, General Manager på d’Angleterre.

To priser til Radisson Blu – igen

I de to andre hotelkategorier ved DTA løb Radisson Blu med førstepladsen – fuldstændig som ved DTA sidste år. Dels blev Radisson Blu igen kåret som Danmarks bedste hotelkæde, denne gang foran Scandic og Arp-Hansen. Og Radisson Blu Aarhus fik endnu en gang fik prisen som Danmarks bedste hotel uden for København, i år foran Munkebjerg Hotel og Sørup Herregård.

”Jeg er meget stolt over, at Radisson igen bliver hædret med to prestigefyldte priser ved Danish Travel Awards. Det er ikke kun en stor anerkendelse af vores medarbejderes indsats, men også en bekræftelse af, at vi har ramt plet med vores strategi og unikke Yes I Can-servicefilosofi,” siger Daniel Tweerenbold, distriktsdirektør for Rezidor.

To priser til CWT – igen

I DTA-kategorien bedste incoming- og eventbureau vandt CWT Meetings & Events i år foran Kuoni Destination Management og DMC. Carlson Wagonlit Travel sikrede sig også prisen som bedste forretningsrejsebureau foran American Express og Via Egencia. CWT vandt også begge disse priser sidste år.

Det var 20. år i træk, Danish Travel Award blev afviklet, og arrangementet var i år var henlagt til Billund Lufthavn, hvor cirka 400 indbudte gæster deltog.