søg i nyhedsarkivet


Choice-hotel skal have ny direktør


20-06-2014

Nordic Choice Hotels skifter direktøren ud på Comfort Hotel Vesterbro og sætter gang i gennemgribende renovering.

Nordic Choice Hotels overtog for et år siden Hotel Vesterbro i København fra First Hotels. Nu skal Nordic Choice i gang med en større renovering af hotellet og i samme ombæring har den norske koncern besluttet at skifte ledelsen ud.

Adm. direktør Henrik Bille Pedersen forlader således hotellet til august og der skal nu findes en ny chef for Comfort Hotel Vesterbro, som hotellet hedder i dag. Ledelsesskiftet sker ifølge parterne helt uden dramatik.

Succesfuld turn-around

”Jeg blev ansat for fire år siden til at stå i spidsen for en turn-around proces. Den er lykkedes og hotellet er i dag en helt anderledes virksomhed end dengang. Det har været en spændende proces, og nu skal der en anden direktør til at fortælle hotellets fremtidige historie,” siger Henrik Bille Pedersen til Horeca-news.dk.

Han har ikke et andet job på hånden, men vil nu bruge tid på at ”sondere terrænet”, som han udtrykker det. Henrik Bille Pedersen er en erfaren leder i hotelbranchen og har bl.a. været direktør for Hotel Marienlyst i Helsingør og Radisson-hotellet i Aarhus. Han har også siddet i bestyrelsen for WoCo, Horesta og Dansk Erhverv.

Større opgradering på vej           

Comfort Hotel Vesterbro er med sine 400 værelser blandt de største hoteller i København. Nordic Choice Hotels har besluttet at gå i gang med en større renovering, som omfatter opgradering af samtlige værelser samt nyt design og layout i fællesområderne. Renoveringen går i gang sidst på sommeren og forventes at vare omkring otte måneder.

Også ny direktør til Skt. Petri

På luksushotellet Skt. Petri, som Nordic Choice overtog samtidig med Hotel Vesterbro, har den norske hotelgruppe også besluttet at skifte ledelsen ud.

Jacob Rais forlod stillingen som direktør i april, og man er i øjeblikket i fuld gang med at interviewe kandidater til posten som ny direktør, oplyser Nordic Choice Hotels til Horeca-news.dk.