søg i nyhedsarkivet


Booking.com stormer frem i Danmark


24-10-2014

Bookingmaskinen Booking.com får tocifret vækst i Danmark i år – og forstår ikke kritikken fra hoteller.

Hotelbookingmaskinen Booking.com oplever efter 10 år på det danske marked fortsat stor vækst. Sidste år blev det til over en halv million reservationer på danske hoteller og overnatningssteder via Booking.com – heraf 450.000 fra udenlandske gæster.

”Vi kan allerede nu se, at vi i år får en tocifret vækst i antallet af reservationer på danske overnatningssteder, og det er vi meget stolte af. Det viser, at vi tilbyder det, som gæsterne har brug for,” siger Henrik Strand, landechef for Booking.com i Danmark, til Horeca-news.

Hvad vækstraterne mere præcist ventes at lande på, kan Henrik Strand ikke oplyse, da Booking.com er et børsnoteret selskab.

Booking.com repræsenterer i dag over 17.000 hoteller og andre overnatningssteder i Danmark, mens man på verdensplan har over 550.000 steder i folden. Hver uge bookes flere end 4,5 millioner værelsesnætter via Booking.com.

Hård kritik af bookingmaskiner

Henrik Strand var i denne uge i en af deltagerne i et velbesøgt debatmøde arrangeret af Danske Rejsejournalister på Hotel Guldsmeden Babette.

Her kom hotelbookingmaskinerne – de såkaldte OTA’er – under hård beskydning fra de to øvrige paneldeltagere, direktør i Guldsmeden Hotels, Sandra Plesner Weinert, og adm. direktør Katia Østergaard fra Horesta.

De beskylder sammen med andre branchefolk OTA’erne for at tage for høje kommissioner, ligesom der er kritik af kontraktvilkårene og bookingmaskinernes markedsføringsmetoder.

Men samtidig er bookingmaskinerne svære at komme uden om, da de sætter sig på en stadig større del af kagen. I dag sælges 22 procent af alle danske hotelværelser således via en OTA, viser en undersøgelse fra Horesta. Over halvdelen af gæsterne booker dog stadig direkte – enten via hotellets website eller telefonisk.

15 eller 25 procent i kommission

På mødet anerkendte Sandra Plesner Weinert, at der er forskel på OTA’erne. Hotels.com – som også var indbudt til debatten, men valgte ikke at møde op – tager for eksempel 25 procent i kommission, mens Booking.com tager 15-18 procent. Det er en af årsagerne til, at Guldsmeden Hotels har valgt udelukkende at samarbejde med Booking.com.

Henrik Strand havde på mødet svært ved at forstå kritikken fra hotelsiden.

”Hotellerne er ikke tvunget til at sælge gennem os, men vi hjælper dem med at sælge de værelser, som de ikke selv kan sælge. Samtidig bruger vi på verdensplan milliarder af kroner på at markedsføre hotellerne og udvikle de systemer, der gør det nemt for gæsterne at booke via forskellige platforme,” sagde Henrik Strand.

Han lovede samtidig, at han er klar til at gå i dialog med hotellerne om konkrete kritikpunkter.

Et drømmescenarium

Ifølge Katia Østergaard er det er stort problem, at OTA’erne er på vej til at få en dominerende stilling på markedet, hvilket kan være et problem i forhold til den fri konkurrence.

”Hvad er jeres drømmescenarium,” lød det sidste spørgsmål til panelet.

”Jeg drømmer om en platform, hvor man kan finde alle hoteller og bliver ledt direkte til hotellets egen hjemmeside, når man vil booke,” sagde Katia Østergaard.

Altså en platform helt fri for kommissioner og mellemled i form af OTA’er.