søg i nyhedsarkivet


Bliver dansk gastronomi til big business?


07-11-2014

Kvalitetsmad til få penge er blevet en værdsat glæde for flere danskere – men årsagen til restaurationsbranchens succes skal også findes i måden at drive forretning på.

De senere år har en række danske restaurantkæder oplevet fremgang, og ifølge fødevarechef i HORESTA, Tine Skriver, skyldes det især konceptdrevne kæderestauranter, som har formået at udnytte de stordriftsfordele, der er forbundet med indkøb, markedsføring og administration.

For få år siden var det ikke hverdagskost, at helt almindelige danskere med almindelige indkomster forkælede sig selv med restaurantbesøg, i hvert fald ikke på restauranter med højere kvalitet end buffet til 70-100 kr. Men nu er restaurantkæder som Madklubben, Sticks ´n’ Sushi, Cofoco, Mash, Brdr. Price. m.fl. blandt dem, der har stor succes med at servere kvalitetsmad til rimelig pris. ”Nu får du serveret mad af høj kvalitet og med ordentlige råvarer til en pris, der konkurrerer med dit eget køkken derhjemme. Og kunderne sætter pris på, at de kender konceptet. De ved, hvad de får” siger Ole Troelsø, gastronomiredaktør på Dagbladet Børsen.

”Jeg tror på, at succesen er kommet for at blive. Siden 2005 er det som om, at de her folk har fundet opskriften på at tjene penge. De lægger vægt på et højt serviceniveau, kvalitet og gode råvarer. Det betyder, at man skal være dygtig for at få lov til at blive på markedet og at de dårlige restauranter, der sælger billig buffetmad af lav kvalitet på sigt må lukke” siger Ole Troelsø

Et andet eksempel på, at dansk gastronomi kan blive eller er på vej til at blive big business, er, at både gastroturismen vokser og store investorer som den London baserede kapitalfond IK Investment Partners, der pt er omtalt som kommende opkøber af Meyer og Løgismose og Maj invets Equity der ejer 49 % af aktierne i  Sticks´n´Sushi, holder øje med, hvad der rører sig og viser interesse for at investere. Og på det plan er danske restauranter måske slet ikke toppet endnu.

Læs mere på Ole Troelsøs blog om gastronomi