søg i nyhedsarkivet


Bella Center lover nye arbejdspladser


20-06-2014

Nye momsregler vil gøre det lettere at tiltrække udenlandske kongresser. Det kan betyde op mod 300 nye arbejdspladser årligt, siger Bella Center-direktør.

Bella Center vil kunne tiltrække flere internationale kongresser og dermed bidrage til at skabe op mod 300 nye arbejdspladser om året, hvis aftalen mellem regeringen og Venstre om fuld momsafløftningen på hotelovernatninger føres ud i livet.

Det forudser Bella Centers topchef Allan L. Agerholm på baggrund af koncernens igangværende forhandlinger om at få nye kongresser og konferencer til København i perioden 2015-2020.

1,5 mia. kr. i omsætning

Det er dog en forudsætning, at det lykkes at få forhandlet alle arrangementer i hus. Skulle det lykkes, vil det betyde over 480.000 overnatninger og give 1,5 mia. kr. i direkte og indirekte omsætning – svarende til i alt 1.500 fuldtidsstillinger eller 300 stillinger om året i de fem år.

’’Der er ingen tvivl om, at en 100 procents momsafløftning på hotelovernatninger giver Bella Center en gunstigere position i forhandlingerne om at vinde forespørgsler på de store arrangementer og er med til at styrke os i konkurrencen,” siger Allan Agerholm.

”Vi er overbeviste om, at initiativet vil have en endnu større effekt end regeringen og Venstres lidt konservative bud. Og de positive effekter gælder ikke bare i turisterhvervet, men også andre erhverv som blandt andet transport, detailhandlen og rengøring,’’ siger han.

Besparelse for udenlandske kunder

Bella Center kan konstatere, at prisen ofte har en afgørende betydning, når der skal vælges destination til afvikling af de store arrangementer. Hvis forslaget vedtages, vil Bella Center kunne give de internationale kunder et billigere valg, idet de vil spare 5,9 pct. af udgiften på overnatninger.

”Derved kommer vi tættere på vores konkurrenters prisniveau. Det har stor betydning for, at vi kan tiltrække endnu flere kongresser og konferencer og dermed hotelgæster til landet,’’ siger Allan. L Agerholm.