søg i nyhedsarkivet


Person profil: Årets tjener ønsker mere fokus på service


28-03-2014

Peter Pepke vandt titlen som Årets Tjener 2014 i Danmark. Han mener, der er for lidt opmærksomhed på service i dagens samfund.

Hvad betyder det for dig at vinde prisen som Årets Tjener?

”Det betyder en del. Det er altid fantastisk at fuldende træning og planlægning med en sejr. Men når det er sagt, så er det vejen og ikke målet, der driver mig.”

Du vandt også i 2012. Hvad skal der til for at vinde konkurrencen?

”Det er ikke nemt, ikke kun finalen men også semifinalen er spækket med dygtige og talentfulde tjenere, men jeg tror det er kombinationen af forberedelse, træning, held og et ordentligt skud vilje.”

Hvad karakteriserer en god tjener i dine øjne?

”Personen skal besidde evnen til at være til stede uden at være påtrængende, til at være forudseende og formå at læse sine gæsters ønsker. Man skal kunne vejlede og skabe ro omkring bordet.”

Kokkefaget får meget opmærksomhed i disse år. Hvorfor er det sværere at skabe opmærksomhed om tjenerfaget?

”Vi har i de seneste mange år nydt godt af mediernes opmærksomhed og fokus på vores mange dygtige kokke og restauranter, og mediernes opmærksomhed ligger forståeligt på det, de kan vise deres læsere, nemlig maden.

Som tjenere fortolker vi kokkens og vinbondes produkter og pakker dem ind i restaurantens værdier, inden vi overleverer dem til gæsterne. Man kan sætte ord på, om service er god eller dårlig, men oftest har man svært ved at beskrive præcis, hvad der gjorde udslaget. Hvordan skaber man opmærksomhed omkring noget så uhåndgribeligt?

Samtidig er service generelt ikke i højsædet i dagens samfund, hvor de færreste sætter en ære i at udføre god service. Måske derfor den manglende opmærksomhed.”

Hvordan ser du på mulighederne for at tiltrække flere unge til faget i de kommende år?

”En god start er det fokus, som medierne det seneste par år er begyndt at vise tjenerfaget takket være vores mange profiler som fx Jacob Kocemba, Søren Ledet, Christian Aarø og Jan Restorff. Den dag, vi formår at formidle til samfundet, at god service er noget, der skabes, kan vi tiltrække flere til faget.”

Hvad er det bedste ved jobbet som tjener?

”Det er gæsterne, kollegaerne og den personlige tilfredshed, som alle tjenere føler efter en god dag på gulvet.”